Dag 36 & 37 – Naja syg, og cykeltur på øen.

Mandag d.11. er Naja fortsat syg. Hun er ikke med oppe til morgenmad, men lægger sig ude i hængekøjen og sover videre der om formiddagen, mens Thea laver noter til en fremlæggelse til klassen. I løbet af dagen bliver hun lidt mere frisk, og vil gerne med ned til vandet og køles af. I en kurv på stranden finder vi en luftmadras til vandet. Den bliver brugt flittigt de næste dage når vi bader, sammen med en bold ungerne købte på Koh Samui.

Vi er blevet advaret om at huske at lukke dør og vinduer når vi går, så der ikke er aber der smutter ind og raserer hytten. Aberne så vi aldrig noget til, men en kæmpe rovfugl holdt til i området lige bag os, og cirklede jævnligt rundt over området. Til aften er Naja stadig ikke ovenpå, og spiser næsten ikke noget.

Tirsdag skulle vi have været på ø-tur til Phi Phi øerne, men udsatte det til onsdag så vi var sikre på Naja ville være frisk. I stedet lejer vi 3 lave cykler uden gear, og med Naja bag på Jonas cykler vi til den sydlige landsby. Her får vi lidt at drikke oven på svedeturen, og finder en butik hvor vi får handlet tørklæde, badesko, 6 skåle, en pung, en kjole, og en shorts-buksedragt for 300 kr. Det er ret okay. På vej tilbage finder vi en reggaebar bygget af drivtømmer med afslappende jazz-musik, hvor vi får frokost, der delvist leveres dertil på scooter. Resten af dagen slapper vi af, spiller sequence og starter et spil 500, inden vi går mod nord på stranden og finder endnu en reggae-bar, hvor vi får aftensmad. Chill out og koble HELT fra er det man allerbedst kan her på Koh Jum.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *