Dag 7 – Togtur, fødseldag og Chiang Mai templer

I dag søndag d. 10. er vi landet i Chiang Mai, men vi starter lige med togturen.
Vi skulle afsted med tog 13 fra Bangkok kl 19.35 – troede vi, da det stod på den info vi havde fået om hvad tid vi ville blive hentet i Chiang Mai når vi ankom. Men da vi fik billetterne stod der tog 9 kl 18.10. Heldigvis var Jysk klar til at hjælpe, så guide og chauffør stod klar da vi ankom 1½ time før end planlagt. Fantastisk at guide og chauffør var med på det.

Selve togturen gik med 2. klasse i et tog med spisevogn, en enkelt 1. kl vogn, og rigtig mange 2. kl vogne. Vi tog lidt før til stationen, så vi kunne finde noget mad, og spiste aftensmad for 40 bath pr person. På toget kostede det ca 200 pr person, så det var godt givet ud. I toget sidder man to personer på samme plads som der er til 4 personer i et dansk ic3. Så vi havde hele rækken på tværs for os selv. Og der var mange togbetjente med der stod for at hjælpe folk og bagage ind, billetterede, og lavede pladserne om til senge. Derudover rendte der rengøringsfolk rundt og fejede, samlede affald ind, ordnede toiletter, og vaskede gulve i togvognene. Og så var der tjenere der kom med menukort til aftens- og morgenmad, solgte snacks, serverede mad m.v., og sidst var der madpersonalet i madvognen. Toget var kun 3 år gammelt, så der var strøm til mobiler, og 2 alm. toiletter + pissoir pr vogn samt 2 håndvaske. Når sengene var lavet, var der gardin, så man sov hver for sig. Fantastisk service 🙂 Eneste minus var den megen aircondition. Det var faktisk nærmest koldt at sidde i toget. Og så var det begrænset hvor meget vi fik sovet, så vi var ret trætte da vi kom frem.

Birthe havde på mystisk vis glemt hun havde fødselsdag da vi blev vækket kl 6, så hun var helt overrasket over at få fødselsdagssang i toget. Hun fik i dag lov at gå rundt med dannebrog på rygsækken, og fik en fødselsdagsballon på hotelværelset samt et par glimtende happy birthday solbriller. I et virvar af småkaos der opstod da Thea blev køresyg 3 min før ankomst med opkast, efterlod vi også ipad-opladeren i toget. Så den er hermed doneret til nogle thaier.

Uden for stationen blev vi mødt af vores guide Phoung (tror vi det staves). Hun er helt igennem fantastisk, helt nede på jorden, griner meget, ved en masse, og er god til engelsk. En chauffør hentede os i en stor Toyota Fortuner 3.0 D4D, og vi læssede bagagen af ved hotellet, inden vi tog ind og fik en fransk morgenmad.

Nu startede førstedagens rundtur så. Første stop er ved templet Wat Phra That Doi Suthep på bjerget af samme navn med udsigt over Chiang Mai. Årsagen til det ligger der, skal findes i en hvid elefant som kongen (da Chiang Mai var hovedstad for en selvstændig region) sendte afsted med noget af asken fra den afdøde Buddha. Elefanten endte så der, og så skulle der bygges tempel. Et meget vigtigt tempel, hvor pilgrimme fra hele verden rejser til, og hvor man kan få spredt sin aske når man er død. Der var en kabelbane op det sidste stykke, og så tog vi trapperne ned.
Vores guide kunne også fortælle om hvorfor der ofte er drager ved templer. Det er en lang historie, som omhandler en drage der ville være munk, men ikke kunne da den ikke var menneske (mand), og Buddha ville gerne ære den drage, så i dag når man skal være munk, så får man dagen før en hvid dragt på og er i dragestadiet, inden man dagen efter får den orange på og bliver munk.

Da vi kommer ned til byen igen, bliver vi kørt med rickshaw rundt i den gamle bydel til et par templer mere. Her ser vi bl.a. templet der oprindeligt har haft smaragdbuddhaen stående, der nu står i Bangkok. En stor del af det styrtede sammen i et jordskælv for flere hundrede år siden, men noget er genopført.

Da vi ender ved hotellet, tjekker vi ind, og finder gaver til Birthe, hvorefter vi finder noget frokost. Det er noget dyrere end i Bangkok, men måske vi bare ikke har fundet det rigtige sted endnu.
Om eftermiddagen er vi i poolen på hotellet, og Jonas får også en blunder på solsengen, inden turen går ind på Night Market lige over for hotellet, hvor vi får fødselsdagsmiddag på en irsk pub. På markedet blev der igen købt lidt ind.

I morgen går turen til en elefantcamp, hvor vi skal være med ved elefanternes daglige morgenbad inden vi skal med tømmerflåde ned ad floden. Så vi skal tidligt op, da der er 1½ times kørsel dertil. Og vores guide mente vi skulle bruge en endnu større bil i morgen, selv om vi sagde at denne var rigelig stor og god – så er spændte på hvad der holder uden for hotellet i morgen.

2 thoughts on “Dag 7 – Togtur, fødseldag og Chiang Mai templer

  1. Tillykke Birthe, det er en spændende dag , din 40 årsdag, vi følger spændt med. Vi fejrer dig i aften i Lemvig, ved Erik.
    Kærlig hilsen til jer alle. Far og mor

    1. Tak.
      Det var en rigtig god dag og i dag har også været supergod. Det kommer der mere om senere
      Birthe

Skriv et svar til Anonym Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *