Dag 38 – Snorkeltur med longtailboat ved Phi Phi øerne.

Onsdag d. 13. skal vi med longtailboat på ø-tur booket af vores fantastiske ejer af stedet. Hun hjælper med alt, finder de billige muligheder, og hun og staben er smilende, hjælpsomme og nærværende. Både med ankomst og afrejse. Det er virkelig lækkert. Naja har fået et tilbagefald, og vil ikke spise noget, og er skidt. Men om hun sover i skyggen på båden, eller i hængekøjen tænker vi er lige meget, så vi tager afsted.

Da det var lavvande, havde båden ret svært ved at komme over klipperne, men vi kom da ombord. Vores kaptajn og guide på longtailboaten fra Koh Jum Tours kan nærmest intet engelsk. Men den ene fik sagt navnene på de fire øer vi skulle til, så det går nu nok. Som hidtil er det helt perfekt at der ikke er nogle bølger om formiddagen. I dag er der oven i købet et sløret skydække, så vi ikke bliver brændt helt af. Hjemmefra har vi taget faktor 50 bagpå til når vi snorkler og har vores trøje med, og faktor 30 foran. Alligevel endte Jonas med at have røde lår og fødder på forsiden, trods 5 ugers ophold i Thailand. Men vi er faktisk ikke så brune som vi havde troet. Det er simpelthen for varmt at være i solen når der er 35 grader i skyggen. Det er nok også derfor rigtig mange thaier har langt tøj på og dækket hoved til.

Da vi kommer til Phi Phi øerne bekræftes vi i at det var godt vi ikke tog dertil eller til Koh Lanta. Det er turistmekka/turist fælde med både der sejler rundt over alt. Som alle andre steder, så er der spærret af ved korallerne, så bådene ikke smider anker der, og så man kun må svømme over korallerne. En af Phi Phi øerne har været med i en film med Leonardo Dicaprio kaldet ”The Beach”. Det gjorde stranden så populær, at den blev overrendt af turister, hvilket medførte at korallerne blev ødelagt.  Den strand så vi også fra båden, men den er blevet spærret af, så korallerne kan vokse frem igen.  Generelt må man sige at det er et meget populært område og der tjenes mange penge på turisterne. Heldigvis er thia’erne så småt blevet klar over at de er nødt til at beskytte deres flotte natur ellers bliver den ødelagt.

Nå men vi får alle snorklet det første sted, og svømmer ind til en strand hvor Thea også lige får tisset. Birthe og Jonas får klaret dette i vandet, da der jo ikke er toilet på vores lille longtailboat. Vi er nu på vestsiden af Thailand, hvor vi før har været inde i Thailandbugten. Så her er der andre og også meget større fisk og koraller. Og sigtbarheden er helt vild. Selv mens vi sejler, kan vi ovenfra se mange meter direkte ned på havbunden og se både enkelte store fisk og stimer af mindre fisk.

På andet stop blev Naja i båden med Birthe, mens det var en udfordring at få Thea i vandet, da der var så mange fisk (hun synes det er ubehageligt at de svømmer så tæt på, selvom de jo ikke gør os noget). Men efter lidt overtalelse kom hun i, og vi fandt et sted med nogle koraller ved en hul klippe under vandet, hvor der var mange forskellige og rigtig store fisk. Det er altså et vildt syn og en fed oplevelse at drive rundt mellem de mange fisk. Birthe kom også kort ud og fik set dem.

Turen gik nu op til de to øer lige nord for Phi Phi øerne, og så retur til Koh Jum. Det er en vild natur, og voldsomt med de høje klipper der bare ligger i lag nærmest lodret op fra vandet. Det er bare flot.
På reklamen for turen stod der også noget med en grotte. Det fik vi aldrig at se, og vi havde lidt opgivet at føre en almindelig forståelig samtale med vores kaptajn. Og da Naja fortsat var skidt, sejlede vi bare retur i stedet. Resten af dagen gik med ren afslapning, og så fik Naja det bedre igen, hvilket også er rart for os alle sammen.

Skriv et svar til Anonym Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *