Dag 32 & 33 – Skib med kajakker, buggy-tur og maleri.

Torsdag d. 7. var vi tidligt oppe, da vi skulle sejle med skib ud til de nærliggende øer som er et marinereservat. Det var en rigtig god tur på et skib med gode guider. Halvdelen af nederste etage var fyldt med kajakker, så fremme ved øerne fik vi sejlet en masse rundt, både rundt om øerne, ind under dem, og faktisk også ind midt i en af øerne. Det er fantastiske klippeformationer der gennem tusinder af år er eroderet hvor bølgerne slår ind, så derfor kunne vi mange steder sejle inde under øerne, da det lige nu er slutningen af tørketid og dermed lavvande. Det ser næsten ud som om øerne svæver to meter over vandet.

På en af øerne var der også en saltvandsindsø, som havde hul ud til havet. Så vandet her steg og faldt med tidevandet. For at kommer ind til søen, skulle vi op over de stejle klipper og ned igen. Det var nogle pænt stejle trapper at gå på, men også en rigtig fin udsigt. Vi nøjedes med at kigge på søen fra toppen, så vi ikke skulle ned til søen, for så at gå op og ned igen af trapperne.

Stort set alle øerne er fredede, så man må fx ikke bade i søen, og mange af øerne må man ikke færdes på.
Vi fik også snorklet lidt, men der var ikke rigtig noget at se. Vi overvejer i stedet at tage en enkelt dag ud når vi den sidste uge lander på vestkysten af Thailand, hvor der er en anden fauna og andre fisk.

Til aften gik vi igen ned for at se til maleriet. Denne gang var der tegnet streger af os op på maleriet, men endnu ingen farve. Han får lidt travlt med at blive færdig, da der nu kun er 24 timer til vi afhenter det tørt…

I dag fredag har vi været ude at køre i Buggy-cars. Vi startede med ca 1½ times kørsel rundt bag på en 4 hjuls trukket pick-up truck, før vi kom rundt og fik hentet de andre og kom op på bjerget. Det var lidt lang tid. Men da først vi var oppe, var det helt fantastisk.
Vores guider var super gode, professionelle og havde fuldstændig styr på sikkerheden og området. Det har ikke regnet i lang tid, så alt ville blive støvet, og vi skulle gerne holde lidt afstand, så vi kunne se gennem støvet når der kom sten og huller i vejene, og fik udleveret hårnet under hjelmen og støvmaske.

De terrængående buggycars har automatgear, så det var nemt og rigtig sjovt at køre dem. Når det ikke gik alt for stejlt, var den baghjulstrukket, så man skred nogle gange lidt ud med enden og skulle kontrastyre når man gav gas op ad bakkerne rundt i bump, sten og hullede veje. Nogle steder var der lidt cementspor at køre på, men mange steder var det skyllet i stykker af regnvand. Og indimellem var det bare stejlt, så der blev 4-hjuls trækket slået til.

På turen kom vi op forbi de forskellige sider af toppen af bjerget, så vi fik udsigt ud over de forskellige dele af Koh Samui og de omkringliggende øer. Vi spiste frokost ved et tempel der er ved at blive bygget på toppen, og kom til et vandfald, hvor pigerne og Birthe svømmede helt hen i selve vandfaldet og dykkede under klippen for at komme tilbage igen. (Jonas blev på land med bandagen – det er for resten ved at være helet igen her 2 uger efter mødet med asfalten). Da vi kom op og fik en forfriskning, hilste vi også på en grøn slange. Tidligere på dagen så vi også en edderkop, som vi ikke havde lyst til lige at røre ved. Den var pænt stor…

Turen sluttede af med at vi kørte fuld gas gennem en stor vandpyt, så vandet stod ind over buggyen. Nogle synes det var sjovere end andre. Til gengæld var vi efter den støvede og nu også våde tur alle sammen ca lige brune. (for ellers er Naja bare hende der bliver brunest), og ret glade over en fed tur.

Efter hjemkomst stod den på bad og vask af tøj, og så op på Harrys restaurant der ligger lige ved vores lille resort. Her fik vi en billig men god thai-mad, som oven i købet var i kæmpe potioner. Ingen af os kunne spise op.

Her til aften er Birthe gået hen for at hente vores maleri. Det er vi andre lidt spændte på at se. Da hun kommer tilbage er det uden maleriet… Han er ikke færdig endnu, så nu aftaler vi med ham at han sender det hjem til os i stedet for at han skal arbejde i nat og nå at få det tørt til at han så skulle have afleveret det til os i morgen tidlig kl 6.30. Så slipper vi også for besværet med at passe på det, og få det med hjem i flyveren. Birthe tog lige et billede af hvordan det ser ud nu – det bliver umiddelbart ret godt 😊

I morgen lørdag skal vi afsted fra Koh Samui, og lander på Koh Jum, hvor vi er i en rigtig backpacker-hytte uden internet. Så der går måske lidt inden der kommer nye opdateringer.

Skriv et svar til Anonym Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *