Dag 20 – Regnvejr og scooteruheld

Først og fremmest til jer der læser med: Alle har det fint 😊

Til morgen fik vi leveret scootere, så vi kunne komme ud og se østsiden af Koh Chang, som ikke er turistet. Det regnede en lille bitte smule, men det plejer at gå over, så vi tog afsted. Pludselig begyndte det at regne meget, så vi holdt ind i tørvejr ved et supermarked – nærmest det største vi indtil nu har set. Der fandt vi bl.a. bananmuffins til 1 kr pr stk, mens vi ventede på regnen stilnede af.

Efter ½ times tid, kørte vi videre over de stejle hårnålesving, så vi kunne komme til den anden side af øen. Det var ingen problem. Vi havde snakket om, at vi ikke skulle komme til at holde stille når det både gik op og vejen hældte i svingene, så vi holdt afstand til alle biler.

På østsiden fandt vi et spisested, hvor vi prøvede at drikke/spise kokosnød. Det var ikke lige os. Men så havde de et sjovt toilet ude midt i deres frugtplantage. Det var ret hyggeligt.
Efter frokosten kørte vi mod et udsigtspunkt, men endte bogstaveligt talt ved Journey’s End, da vi kørte forbi en afkørsel. Så vi vendte om, og kom så op til udsigtspunktet, og fik set ud over den sydlige del af vandet.

På vej hjem havde vi besluttet os for at tage en is. Vi stoppede op ved en tankstation som ikke var særlig hyggelig, så vi kørte lidt tilbage da vi troede der var is – det var der ikke. I mellemtiden var en færge kommet ind, så da vi kørte igen, lod vi en masse biler overhale os. Det resulterede i, at da vi skulle over de stejle hårnålesving, så var der nogle der lavede kø, og lige efter et hårnålesving stejlt opad, så stoppede de op. Jonas med Naja bagpå kørte derfor ud i siden op mod klippen, men da han rettede op, så skred scooteren i gruset på asfalten, og ned røg scooter, Jonas og Naja. Heldigvis tog den helt nye scooter og Jonas de værste skrammer, og heldigvis med lav fart, mens Naja landede oven på Jonas, og kun fik et par blå mærker og en lille ridse på huden. Jonas fjernede til gengæld en del hud fra højre knæ, underarm og et par tæer.

Det kostede ca 4000 bath for scooter, en masse forbinding, en masse bandeord og av, ødelagt kamera på mobilen, og så er vi lykkelige for at der ikke skete mere, og at der ikke rigtig skete noget med Naja.
De næste dage skal vi første til Bangkok, og så ud på flodbåden, så der er allerede planlagt to dage med ro til sårene hvor vi ikke skal lave noget. Det er ret heldigt, når det nu skulle være.

Aftensmaden blev en kanotur til restauranten 50 m nede af den modsatte bred, hvor vi også så firben der jagtede og spiste fluer.
For at undgå at sårene væskede igennem, sov Jonas med hygiejnebind på knæet. Så er det lige som også afprøvet.

Skriv et svar til Anonym Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *