Dag 15 & 16 – Snorkeltur, scooter og jungle

I går mandag på dag 15 startede vi med at gå over til Bob og Carlo på naboresortet og fik sagt farvel, da de skulle videre til Koh Mak om formiddagen, mens vi var på snorkeltur. Vi nåede lige to døgn sammen hvor ungerne legede, badede, snorklede og spillede spil, mens vi voksne udvekslede tips om lokale restauranter, snorkelsteder, arbejde, drinks osv.

Ved 9-tiden blev vi hentet med en jolle og sejlet ud til et træskib, der tog os med en canadier og besætning rundt til snorkelsteder ved øen. Vi var i alt kun 11 personer afsted denne dag, så der var masser af plads og tid. Båden havde alt udstyr med (vi har dog dykkermasker og snorkler med hjemmefra), vi fik frokost og fri vand, sodavand, kaffe, the og snacks for 3000 bath og kom først retur 14.30. Det var en god og fed tur. Også rutsjebanen bagpå skibet blev brugt flittigt, og der blev taget mange gode billeder og videoer under vandet. Vi var lidt skuffede over der ikke var så mange farverige koraller, til gengæld var der nogle fiskestimer der var så nysgerrige at de svømmede lige hen i hovedet på os.

Vi havde selvfølgelig taget solcreme på helt hjemmefra så det kunne blive siddende på kroppen, og så havde vi en snorkeltrøje på. Trøjen fungerede godt – cremen knap så godt, så Birthe og Thea kom hjem med røde baglår. Det gik nu okay med at få sovet, og det var ikke helt slemt.

Resten af dagen gik med afslapning med is og drinks på nabohotellet der havde happy hour inden kl 18, samt aftensmad derinde.

I dag tirsdag har vi lejet to scootere og kørt rundt på øen. Så kunne vi også prøve noget mere af de lokale restauranter både til frokost og aftensmad. Der var ingen hjelme store nok til Jonas hoved, så han var nødt til at køre Thai way uden hjelm. På Koh Kut er der begrænset trafik, da der ingen bilfærger er til øen, så det var ret nemt at køre trygt rundt med ungerne – og de nød det også (og havde lidt plaget om at komme ud på scooter).

Vi kom bl.a. ind til øens største vandfald (Klong Chao vandfaldet), hvor nogle badede. Der var stadig rigtig vandfald, selvom det er længe siden det var regntid. Vi så nogle gå rundt oppe over vandfaldet, så der skulle vi da også op. Det krævede en lille tur gennem junglen ad stejle stier, hvor vi mødte nogle store røde arrige myrer der først fik bidt Naja og så Jonas. Det gjorde naller. Men vi kom op og fik udsigten fra toppen.

Efter at have været hjemme på resortet og bade i poolen og slappe af med læsning og solbadning, tog vi scooterne ud til Canteen restaurant ikke langt fra os. En lille lokal thai restaurant hvor ægteparret står for det hele. Det var mega god og meget mad, og super hygligt sted. Vi endte med at betale 535 bath (godt 100 kr) i alt for os fire inkl. drikkevarer. De fik lige nogle drikkepenge, og Naja fik også fortalt dem på engelsk at hendes chicken-cheese sandwich var rigtig god.

I morgen sejler vi med alle ting tilbage til Koh Chang, hvor vi skal bo i et privat guesthouse på en flodbred tæt ved stranden hos en fyr der hedder Ian. Ham læste vi om hjemmefra, da vi skulle finde ud af noget om Koh Chang, hvor vi faldt over hans hjemmeside iamkohchang. Vi tænker han måske har nogle fifs – og måske også en ide til hvordan vi smartest kommer til Bangkok igen, for det ved vi endnu ikke.

Skriv et svar til Anonym Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *