Dag 11 – Stammefolk og Den Gyldne Trekant

Vi kan mærke vi er nået dertil hvor vi er ved at være mætte af storbyer, trafik, templer og støj. Nu glæder vi os til de næste ca 2 uger at være væk fra det, og komme ud og opleve noget strand og natur.
Vi er også nået dertil hvor dagene flyder lidt sammen, og vi ikke mere har styr på om det er onsdag eller torsdag.

Det har været helt fantastisk at have en guide og chauffør med rundt de sidste dage. Vi har fået snakket en masse, og har kunnet spørge om alt, så vi er blevet kloge på en masse ting. Efter i dag ved vi meget mere om både bjergfolket i nordthailand, og om hvordan man laver heroin.

I dag gik turen mod en samling landsbyer, som stammefolket har lavet for at vise turisterne hvordan de bor og lever i bjergene. Det er ret specielt at gå rundt mellem dem og se deres huse, hvordan de ser ud, hvad de laver osv., og tage billeder og få guiden til at spørge. Lidt som en zoologisk have med mennesker. Vi følte os ikke helt godt tilpas, men som guiden fortalte, så boede de her for at vise hvem de er, og også tjene nogle penge.
Her var der fire forskellige stammer samt Long Neck Karen folket. De sidste er dem med halssmykker der får dem til at se langhalsede ud (hvilket skyldes at skuldrene tynges ned over tid).
Her i det nordlige Thailand bruges bambus til alt. Bygge hytter, legeredskaber, krus, paraplyer, tømmerflåder, foder osv. Og så vokser de sig over 5 m høj i løbet af et år. Det brugte de også meget i landsbyen.

Herefter kørte vi til en stor te-plantage. Der var ikke så meget at se, ud over teplanterne. Og så kunne man købe deres te.
På vej i bilen op mod grænsen til Laos og Myanmar så vi til gengæld både ananasmarker, bøfler, rismarker og en hund bag på en motorcykel.

Efter en thaibuffet, kom vi med en longtailboat ud på floden mellem Thailand, Myanmar og Laos. Det var i fuld fart hvor vi holdt på hat og briller, lige som i rutsjebanen i Tivoli. Vi gik også i land i Laos, hvilket er noget af en turistfælde, hvor en masse kinesere sælger turistting og falske mærkevarer. Det er også i Myanmar og Laos man kan gå på kasino, da det ikke findes i Thailand, så det er der også bygget på begge landes flodbreder.

Da vi sejler tilbage, kommer vores bådfører til at drukne motoren ca 100 m fra kajen. Vi tror han laver sjov med os, men da han ender med at vende sig om og hive benzinslangen af motoren mens vi driver afsted med strømmen ned ad floden, virker det ikke så sjovt mere. Så vi bliver hentet af en anden longtailboat der bringer os i land, mens han fortsætter driveriet.

Sidste stop efter en is bliver et museum for tiden med opium-handel i området. Der findes officielle vægte til at finde ud af hvor meget opium der er kommet ud af valmueplanten, og der blev handlet med guld, hvilket har givet området navnet The Golden Triangle.

Da vi kommer til hotellet i Chiang Rai bliver det med et farvel til vores guide Phoung, og lidt afslapning.
I dag fik vi pizza til aftensmad, og så efterfulgt af en meget speciel oplevelse med dessert inde på en katte-café der ligger lige om hjørnet. Det måtte vi prøve.

I morgen er det ren transportdag, hvor vi flyver til Bangkok, hvorfra vi køres til Ko Chang for en enkelt overnatning, inden vi lørdag lander på Ko Kood (Ko Kut) til badeferie.

Skriv et svar til Anonym Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *